Her følger en artikel om opbygningen af mit anlæg. Da projektet stadig er i gang vil artiklen blive skrevet færdig efterhånden som arbejdet skrider frem. Nedenstående finder du en oversigt der både givet overblik over artiklen samt fungerer som navigation. Jeg håber du får glæde af artiklen.
Anlægget planlægges
Det har været et ønske i lang tid at bringe en artikel om ombygningen af et anlæg, samt alt der hører til af landskab, elektronik osv. Det er nu endeligt kommet så vidt jeg har fundet plads i kælderen til et rimeligt anlæg. Af erfaringer fra tidligere forsøg har jeg fra starten lagt mig fast på, at anlægget skal kunne transporteres i tilfælde af flytning. Derfor består anlægget som udgangspunkt i to grundmoduler. Begge forholdsvis store, men ikke større end den boksmadras, der tidligere optog pladsen i rummet. Da den uden problemer kunne flyttes ud blev den et pejlemærke for den maksimale modulstørrelse. Modulerne består af følgende størrelser. Et på 240×122 cm, samt et på ca. 200×80 cm. De er sammensat som vinkel. Da jeg som et klassisk problem har alt for lidt plads bliver der tale om en masse kompromiser. Udfordringen er således at få maksimalt anlæg på den plads jeg har til rådighed – uden dog ukritisk at fylde det hele op med spor. Det skal helst være så realistisk som overhovedet muligt, men et egentligt forbillede til stationen ville dog være at gå for meget på kompromis, så det har jeg droppet.
Valget stod mellem en gennemkørselsstation med skjulte opstillingsspor, så det ikke er det samme tog der kører ud og ind på stationen. Alternativt en endestation – ligeledes med en skjult banegård med opstillingsspor. Da jeg uanset valget kun ville få plads til én station faldt valget på en endestation. Dermed bliver der mere rangering og MH’erne kan komme på arbejde. Scenariet er således en lille jysk endestation på en sidebane – f.eks. i det vestjyske. Der skal også være en drejeskive og remise så dampdrift også er muligt. Da jeg både ønsker at køre epoke III og IV bliver valget af bygninger nogenlunde tidsneutrale og der vil kun blive brugt daglyssignaler.
ed udarbejdelse af sporplanen skal man også have taget stilling til hvilket fabrikat af spor man vil vælge. Her er der mange hensyn at tage. Helt grundlæggende er der tale om to systemer. Holdningerne til hvilket system man skal vælge er mange, men her forsøger jeg at lave en nogenlunde neutral skitsering af forskellene. Der findes til H0 både to- og tre-skinnesystemer. Sidstnævnte kører med vekselstrøm og den tredje skinne er i dag erstattet er punktkontakter. Lokomotiverne har en slæbesko monteret og får strøm fra skinnerne som den ene pol og strøm fra punktkontakterne mellem skinnerne som den anden pol.
Systemet er yderst driftsikkert og ikke så følsomt overfor støv og skidt som to-skinnesystemet. Som nævnt er tre-skinnesystemet baseret på vekselstrøm og her dominerer den velkendte store tyske producent Märklin. Dog laver stort set alle producenter lokomotiver der kan køre på systemet. Se Märklins brochure om C-skinnen ved at trykke her.
Den anden mulighed er at vælge to-skinnesystemet som kører med jævnstrøm. Fordelen er at man får meget naturtro skinner, da de kan udformes som i virkeligheden uden skæmmende punktkontakter i midten. Endvidere er udvalget stort mht. producenter og skinner. Systemet er helt klart mere realistisk, men mht. til driftsikkerhed kræves der rene spor. Dog er moderne lokomotiver forsynet med strømoptag på alle hjul, så man opnår en tilfredsstillende drift. Udvalget af rullende materiel må også vurderes, at være større til dette system. Personligt går jeg meget op i udseendet på skinnelegemet, så jeg har valgt to-skinnesystemet. Endvidere vil jeg helst selv lave ballasten og vil ikke have et fabriksfremstillet underlag. Sidstnævnte er dog meget solidt – så det er op til den enkelte at vægte realisme kontra styrke/driftsikkerhed.
Til venstre ser du to-skinnesystemet i form af en Roco H0 skinne i varianten uden fast ballast. Til højre ser du Märklins C-skinne med punktkontakterne placeret i midten af svellerne. De laver også en udgave uden fast ballast.
Til det skjulte ønsker jeg maksimal driftsikkerhed, så her har jeg valgt Rocos code 83 skinnesystem. Code 83 betyder at skinneprofilet er 2,1 mm højt. Endvidere er der brugt “overjordiske” sporskifte drev, da de er nemme at montere og ikke er synlige. Alle sporskifter er polariseret hvilket vil sige, at hjertestykket skifter pol alt efter hvilken retning tungerne er indstillet. Dette giver maksimal driftsikkerhed. Til det synlige areal anvendes Peco code 75. Sporene har en meget lav profil på kun 1,9 mm, men skinnesømmene der holder skinnerne på svellerne er så lave, at stort set alt materiel kan køre uden problemer. Jeg har af økonomiske grunde valgt Pecos egne sporskiftedrev, men ønsker man at gøre noget ekstra ud af dette kan man vælge drev der skifter langsomt. Til gengæld er alle sporskifter monteret med drev – og prisen er langt under f.eks. Rocos. Men – det skal siges at Pecos spor er væsentligt mere besværlige at arbejde med. Dels leveres der kun fleksspor, men monteringen af sporskiftedrevene er også besværlig. Medmindre man som mig ønsker en meget lav skinneprofil vil de fleste nok foretrække at arbejde med Roco. Man kan få overgangslasker der gør overgangen mellem de skinneprofiler problemfri – f.eks. fra code 75 til 83. Peco har også lavet et flot sortiment i code 83, men dette har jeg desværre ingen erfaringer med endnu. Du vil kunne læse mere om sporlægning og ballast senere i artiklen.
Opbygningen af anlægget
Der findes mange forskellige måder at opbygge et anlæg på. Den mest simple metode med en flad spånplade med et bar bordben giver yderst begrænsede muligheder og kan ikke anbefales til den professionelle. Man skal sikre sig en stærk og stabil konstruktion, da det kan give store problemer hvis konstruktionen kan give sig. Endvidere skal overfladerne være helt plane, da vognene ellers ville begynde at trille ufrivilligt. Mange ønsker anlæg i flere niveauer hvilket også stiller krav til opbygningen. Den mest professionelle metoder er at lave et såkaldt rammeanlæg. Metoden kan også bruges til modulanlæg. Den går i sin enkelthed ud på at opbygge en grundramme hvor anlægget efterfølgende bygges op. Dette giver stor frihed til at lave forskellige niveauer og giver en let og stærk konstruktion. Man kan opbygge grundrammen med lægter, eller pladeprofiler som f.eks. krydsfiner eller MDF plade. Jeg har valgt 1cm MDF da det er nemt at arbejde med, men det har vist sig at være en anelse for tyndt da det er meget blødt. Det kræver en finmasket ramme for at blive stærkt. Krydsfiner er noget kraftigere og kan godt bruges ned til 1 cm tykkelse, men er noget dyrere. Lægter er ret kraftige og kan også anbefales, men giver en lidt grovere finish.
Her ses grundrammen der bl.a. skal udstyres med den skjulte banegård, der skal være i et niveau under den synlige banegård. Benene er lavet af lægter der kan skrues af ved transport. Bemærk der er lavet runde huller til ledningsføring. Rammen er lavet er 10 cm høj MDF plade i 1 cm tykkelse.
Her kan du se stationsmodulet der er lavet 10cm højere end det andet modul. Årsagen er den skjulte banegård der skal være under "grundniveauet".
Højdeforskellen på modulerne ses tydeligt. Modulet til venstre er 20 cm højt og modulet til højre 10 cm.
De to moduler er samlet med bolte – dette sikrer både stabilitet samt gør det nemt at adskille. Stationsmodulet til venstre er også opbygget af rammer for styrkens skyld og har efterfølgende fået en dækkende plade. Det er meningen at der skal være en plade i niveau med stationsmodulet på det store modul, men først skal de underjordiske spor lægges. Ved brug af rammeopbygningen udskæres plader i smalle størrelser til brug for sporet. På de følgende to billeder kan sammenhængen mellem modulerne bedre ses:
Som det kan ses på billedet er den oprindelige ramme nu belagt med den skjulte banegård og strækning, samt endnu et lag med den synlige strækning og en del af banegården (bagerst).
- Her ses banegårdsmodulet der går i forlængelse af det store modul. I baggrunden ses stationsbygningen og i forgrunden ses læssevejen der er under opbygning. Sportavlen er ligesom modulerne monteret med bolte så den afmonteres.
Når du skal opbygge et anlæg må jeg endnu engang anbefale man sætter sig ind i hvordan virkelighedens baner er opbygget. Jeg mener der er en bog der hedder DSB bane og anlæg, hvor man kan se hvordan banen og anlægget omkring det er opbygget. Derudover vil jeg anbefale at få så meget inspiration som muligt fra bøger og blade. Her har jeg selv fundet mest inspiration i de tyske magasiner, og det er umiddelbart med inspiration fra disse jeg vil opbygge anlægget. Det tyske magasin Miba har udgivet hæfter om anlægsbygning, valg af spor, landskaber osv. Derudover har de også lavet adskillige DVD’er og videoer. Selvfølgelig får man ikke så meget ud af at lære at lave bjerge når man har dansk forbillede, men teknikker til anlægsbygning, og landskabsbygning kan man sagtens bruge.
God fornøjelse.
