GS serie 3 fra McK modeller

Alle fire numre af Gs serie 3 (McK 0501-0504), samt de første tre numre af Gs serie 1 (som kun hedder G, McK 0601-0603), er nu at finde i butikkerne. Her er der kigget nærmere på serie 3 i epoke IV udgaven, som denne gang er i den klassiske DSB brune. Gs serie 3 leveredes i 1965-66 i kun 300 eksemplarer, og var dermed klart den mindste serie.

Modellen af serie 2, som også er anmeldt, er med forbillede i den moderne lysebrune farve som nogle af vognene fik. Serie 3 var ved leveringen mørkebrune med mørkegråt tag.
I forbindelse med DSB-designet fra starten af halvfjerdserne blev vognene helt brune og fik et stort DSB placeret i øverste venstre hjørne.  I øvrigt kendetegnes serie 3 ved ikke at have bremseplatform, som tilfældet var med serie 1 og 2. Bortset fra bremseplatformen var den meget lig serie 2. Ligeledes modsat de to første serier, var serie 3-vognene leveret med UIC-numre, og de har således aldrig kørt med femcifrede vognnumre.  En del af Gs 3-vognene forsvandt i starten af firserne, idet de donerede undervogne til de nye Hios-v-vogne, mens den resterende bestand stort set alle kørte til langt op i halvfemserne, enkelte helt op til årtusindskiftet.

Selve modellen er i samme exceptionelle høje kvalitet, som de øvrige GS-vogne fra McK. Modellerne består grundlæggende af en støbt metalbund og en vognkasse af plast, og er efterfølgende opbygget af mange løst fremstillede dele i både metal og plast. Vognene har blandt andet fjedrende puffere af messing, ætsede hjørnetrin, håndbøjler af metaltråd og rigt detaljeret bremsesystem.

Vognen virker solid og har en god vægt. De mange påsatte dele gør vognen utroligt virkelighedstro og vognen løber rigtigt godt i sporet. Som med de øvrige vogne fra McK får vognen en varm anbefaling her fra. Se i øvrigt anmeldelserne af de øvrige GS’vogne.

!IMG_6090 IMG_6082 IMG_6084 IMG_6086 IMG_6089 IMG_6090 IMG_6091

 

Ingen kommentarer endnu

Læg et svar