Modeljernbanen - artikkel om opbygning af anlæg og landskab


20.10.2008
Af Bo Skotvig


Her følger en artikel om opbygningen af mit anlæg. Da projektet stadig er i gang vil artiklen blive skrevet færdig efterhånden som arbejdet skrider frem. Nedenstående finder du en oversigt der både givet overblik over artiklen samt fungerer som navigation. Jeg håber du får glæde af artiklen.


Oversigt:

 

Anlægget planlægges

Det har været et ønske i lang tid at bringe en artikel om ombygningen af et anlæg, samt alt der hører til af landskab, elektronik osv. Det er nu endeligt kommet så vidt jeg har fundet plads i kælderen til et rimeligt anlæg. Af erfaringer fra tidligere forsøg har jeg fra starten lagt mig fast på, at anlægget skal kunne transporteres i tilfælde af flytning. Derfor består anlægget som udgangspunkt i to grundmoduler. Begge forholdsvis store, men ikke større end den boksmadras, der tidligere optog pladsen i rummet. Da den uden problemer kunne flyttes ud blev den et pejlemærke for den maksimale modulstørrelse. Modulerne består af følgende størrelser. Et på 240x122 cm, samt et på ca. 200x80 cm. De er sammensat som vinkel. Da jeg som et klassisk problem har alt for lidt plads bliver der tale om en masse kompromiser. Udfordringen er således at få maksimalt anlæg på den plads jeg har til rådighed - uden dog ukritisk at fylde det hele op med spor. Det skal helst være så realistisk som overhovedet muligt, men et egentligt forbillede til stationen ville dog være at gå for meget på kompromis, så det har jeg droppet.

Valget stod mellem en gennemkørselsstation med skjulte opstillingsspor, så det ikke er det samme tog der kører ud og ind på stationen. Alternativt en endestation - ligeledes med en skjult banegård med opstillingsspor. Da jeg uanset valget kun ville få plads til én station faldt valget på en endestation. Dermed bliver der mere rangering og MH'erne kan komme på arbejde. Scenariet er således en lille jysk endestation på en sidebane - f.eks. i det vestjyske. Der skal også være en drejeskive og remise så dampdrift også er muligt. Da jeg både ønsker at køre epoke III og IV bliver valget af bygninger nogenlunde tidsneutrale og der vil kun blive brugt daglyssignaler.


Tilbage til toppen...

Sporplan og valg af spor

Efter at have målt op skal der laves en sporplan. Til dette formål kan to metoder anbefales. Den traditionelle metode med papir og blyant kan være udmærket. Den er hurtig at lave og man kan hurtigt lave rettelser. Endvidere er det en meget økonomisk metode. Jeg brugte metoden til at starte med, men for at være helt sikker på det hele kunne være der brugte jeg også et computerprogram. Det er nemlig vigtigt at man har den rette vinkel på sporskifterne samt afstanden mellem sporene, da man ellers kan risikere planen må opgives efter man er gået i gang. Der findes flere gode programmer, men Wintrack er blandt de mest populære.

Nedenfor ses sporplanen opdelt i det synlige og skjulte niveau:


Sporplan synlig



Sporplan skjult


Ved udarbejdelse af sporplanen skal man også have taget stilling til hvilket fabrikat af spor man vil vælge. Her er der mange hensyn at tage. Helt grundlæggende er der tale om to systemer. Holdningerne til hvilket system man skal vælge er mange, men her forsøger jeg at lave en nogenlunde neutral skitsering af forskellene. Der findes til H0 både to- og tre-skinnesystemer. Sidstnævnte kører med vekselstrøm og den tredje skinne er i dag erstattet er punktkontakter. Lokomotiverne har en slæbesko monteret og får strøm fra skinnerne som den ene pol og strøm fra punktkontakterne mellem skinnerne som den anden pol.
Systemet er yderst driftsikkert og ikke så følsomt overfor støv og skidt som to-skinnesystemet. Som nævnt er tre-skinnesystemet baseret på vekselstrøm og her dominerer den velkendte store tyske producent Märklin. Dog laver stort set alle producenter lokomotiver der kan køre på systemet. Se Märklins brochure om C-skinnen ved at trykke her.

Den anden mulighed er at vælge to-skinnesystemet som kører med jævnstrøm. Fordelen er at man får meget naturtro skinner, da de kan udformes som i virkeligheden uden skæmmende punktkontakter i midten. Endvidere er udvalget stort mht. producenter og skinner. Systemet er helt klart mere realistisk, men mht. til driftsikkerhed kræves der rene spor. Dog er moderne lokomotiver forsynet med strømoptag på alle hjul, så man opnår en tilfredsstillende drift. Udvalget af rullende materiel må også vurderes, at være større til dette system. Personligt går jeg meget op i udseendet på skinnelegemet, så jeg har valgt to-skinnesystemet. Endvidere vil jeg helst selv lave ballasten og vil ikke have et fabriksfremstillet underlag. Sidstnævnte er dog meget solidt - så det er op til den enkelte at vægte realisme kontra styrke/driftsikkerhed.


Til venstre ser du to-skinnesystemet i form af en Roco H0 skinne i varianten uden fast ballast. Til højre ser du Märklins C-skinne med punktkontakterne placeret i midten af svellerne. De laver også en udgave uden fast ballast.

Til det skjulte ønsker jeg maksimal driftsikkerhed, så her har jeg valgt Rocos code 83 skinnesystem. Code 83 betyder at skinneprofilet er 2,1 mm højt. Endvidere er der brugt "overjordiske" sporskifte drev, da de er nemme at montere og ikke er synlige. Alle sporskifter er polariseret hvilket vil sige, at hjertestykket skifter pol alt efter hvilken retning tungerne er indstillet. Dette giver maksimal driftsikkerhed. Til det synlige areal anvedes Peco code 75. Sporene har en meget lav profil på kun 1,9 mm, men skinnesømmene der holder skinnerne på svellerne er så lave, at stort set alt materiel kan køre uden problemer. Jeg har af økonomiske grunde valgt Pecos egne sporskiftedrev, men ønsker man at gøre noget ekstra ud af dette kan man vælge drev der skifter langsomt. Til gengæld er alle sporskifter monteret med drev - og prisen er langt under f.eks. Rocos. Men - det skal siges at Pecos spor er væsentligt mere besværlige at arbejde med. Dels leveres der kun fleksspor, men monteringen af sporskiftedrevene er også besværlig. Medmindre man som mig ønsker en meget lav skinneprofil vil de fleste nok foretrække at arbejde med Roco. Man kan få overgangslasker der gør overgangen mellem de skinneprofiler problemfri - f.eks. fra code 75 til 83. Peco har også lavet et flot sortiment i code 83, men dette har jeg desværre ingen erfaringer med endnu. Du vil kunne læse mere om sporlægning og ballast senere i artiklen.


Tilbage til toppen...

Opbygningen af anlægget

Der findes mange forskellige måder at opbygge et anlæg på. Den mest simple metode med en flad spånplade med et bar bordben giver yderst begrænsede muligheder og kan ikke anbefales til den professionelle. Man skal sikre sig en stærk og stabil konstruktion, da det kan give store problemer hvis konstruktionen kan give sig. Endvidere skal overfladerne være helt plane, da vognene ellers ville begynde at trille ufrivilligt. Mange ønsker anlæg i flere niveauer hvilket også stiller krav til opbygningen. Den mest profesionelle metoder er at lave et såkaldt rammeanlæg. Metoden kan også bruges til modulanlæg. Den går i sin enkelthed ud på at opbygge en grundramme hvor anlægget efterfølgende bygges op. Dette giver stor frihed til at lave forskellige niveauer og giver en let og stærk konstruktion. Man kan opbygge grundrammen med lægter, eller pladeprofiler som f.eks. krydsfiner eller MDF plade. Jeg har valgt 1cm MDF da det er nemt at arbejde med, men det har vist sig at være en anelse for tyndt da det er meget blødt. Det kræver en finmasket ramme for at blive stærkt. Krydsfiner er noget kraftigere og kan godt bruges ned til 1 cm tykkelse, men er noget dyrere. Lægter er ret kraftige og kan også anbefales, men giver en lidt grovere finish.


Her ses grundrammen der bl.a. skal udstyres med den skjulte banegård, der skal være i et niveau under den synlige banegård. Benene er lavet af lægter der kan skrues af ved transport. Bemærk der er lavet runde huller til ledningsføring. Rammen er lavet er 10 cm høj MDF plade i 1 cm tykkelse.


Her kan du se stationsmodulet der er lavet 10cm højere end det andet modul. Årsagen er den skjulte banegård der skal være under "grundniveauet".


Højdeforskellen på modulerne ses tydeligt. Modulet til venstre er 20 cm højt og modulet til højre 10 cm.

De to moduler er samlet med bolte - dette sikrer både stabilitet samt gør det nemt at adskille. Stationsmodulet til venstre er også opbygget af rammer for styrkens skyld og har efterfølgende fået en dækkende plade. Det er meningen at der skal være en plade i niveau med stationsmodulet på det store modul, men først skal de underjordiske spor lægges. Ved brug af rammeopbygningen udskæres plader i smalle størrelser til brug for sporet. På de følgende to billeder kan sammenhængen mellem modulerne bedre ses:


Som det kan ses på billedet er den oprindelige ramme nu belagt med den skjulte banegård og strækning, samt endnu et lag med den synlige strækning og en del af banegården (bagerst).



Her ses banegårdsmodulet der går i forlængelse af det store modul. I baggrunden ses stationsbygningen og i forgrunden ses læssevejen der er under opbygning. Sportavlen er ligesom modulerne monteret med bolte så den kan tages af ved evt. transport.


Tilbage til toppen...

Sporlægning

Noget af det efter min mening mest spændende ved opbygningen af et modeljernbane anlæg er lægning af sporet. Det er jo en helt central ting ved et anlæg. Som indledning vil jeg starte med at fortælle om selve underlaget til sporene. Forudsat at rammen og underlaget er solidt skal der også være et underlag til selve sporene. Et underlag til sporene har flere fordele. For det første bidrager det til at lave et realistisk udseende, da virkelighedens jernbaner sjældent ligger helt i plan med overfladen. Sporene ligger på et underlag af ballast som oftest ligger som et pænt lag under spor og sveller. En ting som modelbyggere ofte glemmer er grøfter langs banen. Husk på at landskabet ikke er formet efter banen men omvendt. Således bygges dæmninger ved niveauforskelle eller der graves ud såfremt landskabet stiger brat i niveau. Vælger man spor uden fabriksfremstillet ballast vil det derfor være realistisk med et underlag på ca. 3-4 mm under svellerne. På den måde kan en pæn ballast opbygges. Udover udseendet vil underlaget også have en lydisolerende effekt. Denne kræver dog man limer sporene og ikke bruger søm. Jeg har brugt filtplader som man bruger til underlag af trægulve, og efterfølgende skåret strimler et par millimeter bredere end svellerne. Den bedste - men også den dyreste løsning er brug af specialfremstillede underlag i en blanding af gummi og kork. Disse fås ved de fleste modeljernbaneforhandlere. Det bliver et kompromis mellem pris og lydisolering. Har man ikke noget imod at høre toget køre kan man passende vælge den billigste løsning.

Ved stationsarealet er store pladestykker skåret ud og limet. Det er dog en god ide ikke at gøre stykker for store af gangen, da det ellers kan være svært at lime ordentligt. Når underlaget er på plads skal sporplanen tegnes i 1:1. Dette er især vigtigt ved brug af fleksspor. Dette sikrer at sporskifterne passer ordenligt sammen og det hjælper med at holde den eksakte parallelafstand mellem sporene. Ved perronafsnit skal parallelafstanden være stor nok. Vælges som i mit tilfælde Peco spor vil standardafstanden være for smal. Ved Märklin er afstanden meget større pga. vinklen på sporskifterne. Sidstnævnte sparer mest plads ved korte og brede anlæg hvorimod spor som Peco kræver mere længde men er til gengæld smallere samt mere realistisk. Har man valgt spor med fabriksmonteret ballast kan man evt. se bort fra et ekstra underlag - men udelukkende lade den lydisolerende egenskab afgøre valget.

Ved skjulte strækninger skal man være meget påpasselig når man lægger sporet. Undgå at tvinge sporene sammen hvis det ikke passer 100% - dette giver risiko for afsporinger hvilket absolut skal undgås. Dels skader det materiellet og dels er det svært at få fat i når banen er skjult. Sørg for at teste grundigt med prøvekørsler inden strækningen lukkes til. Brug forskelligt rullende material, da noget afsporer lettere end andet. Derudover er det selvfølgelig vigtigt, at få det hele færdigtmonteret og testet således polarisering af sporskifter, samt sporskifterdrev virker. Det er praktisk talt umuligt at gøre noget ved når det er dækket til.


Her ses underlaget som er skåret til og sporet lagt ovenpå. Da dette er et stationsområde er underlaget bredere end på strækningen.

Jeg har hovedsageligt limet sporene fast med almindelig trælim. Der findes andre limtyper der er mere bløde efter tørring hvilket kan give lavere støj. Enkelte steder er der brugt skinnesøm, som f.eks. ved overgang mellem modulerne, samt på den skjulte del. En fordel ved de filtmåtter jeg har brugt er at får man brug for at tage sporet op igen har limen kun fået i det øverste lag af filten. Derefter kan sporet ligges i vand og rengøres og bruges igen. Proceduren bliver dog noget vanskeligere når ballasten er lagt...

Ved synlige kurver ser det bedst ud hvis man efterligner overhøjde som bruges i virkeligheden. Sporet skal være højere i den yderste side i kurver hvilket giver toget en mere stabil gang i kurver og der kan køres med højere hastighed. I model har det ikke den store effekt, men det ser rigtigt godt ud. Pas på med ikke at overdrive da det kan give dårlige køreegenskaber. En til halvanden millimeter vil være nok til man kan se effekten. Jeg har skåret tynde papstykker ud og lagt i ydersiden mellem svellerne og filtunderlaget.


Brug af overhøjde skal blot understrege man har husket det. Det ser rigtigt godt ud, men må ikke overdrives.

Bruges elektriske sporskiftere skal motorer monteres og ledninger trækkes. Det er en god ide at få det hele til at virke inden man begynder man landskaber osv. Det kan lyde slavisk og kedeligt men det betaler sig i sidste ende. Det er samtidigt motiverende at få det hele færdigt, da man derefter kan begynde med næste step. Mange har sikker prøvet at stå med et anlæg hvor man sporadisk er startet med lidt spor, lidt landskab, lidt af det elektriske osv. Hvor skal man så starte?

Til Pecos spor har jeg igen valgt en budgetløsning - nemlig Pecos originale drev. Alle sporskifter er elektrisk styret. Udover selve drevet er der monteret en original skiftekontakt, så sporskiftet senere kan styre lysdioder i sportavlen eller evt. PU-signaler osv. En fremtidssikring som dog ikke er taget i brug endnu. Men da de er meget billigere er de monteret fra starten. Man kan montere Pecos sporskifte drev på flere måder. Enten ved at bore et lille hul og lade metalstanden fra motoren få kontakt til sporskiftetungen - eller montere drevet direkte i bunden af sporskiftet. Dette er det nemmeste men kræver man laver et firkantet hul i pladen og efterfølgende skjuler hullet med noget papir eller lignende for at kunne lægge ballast. Jeg brugte sidstnævnte metode, men jo mere fingernem og tilgængeligt dit anlæg er desto mere tales derfor at gøre hullet så lille som muligt. Evt. ved brug af andre drevfabrikanter. Bruges drev med langsomt skift kan man undgå at bruge klikkontakten der sidder på sporskiftet. Bemærk du ikke kan digitalisere Pecos sporskiftedrev - de bruger for meget strøm. Da jeg bedst kan lide den gammeldags metode med sportavle var det ikke noget problem. Billige trykknapkontakter blev indkøbt ved en elektronikbutik og strømmen kommer fra en gammel Märklin transformator.


Billede af et sporskiftedrev monteret. Bemærk det lille skifterelæ der er monteret forneden. Drevet i sig selv ses i den lille ramme øverst til venstre. Monteres drevene som her vælges typen med kort stang. Der findes også en udgave med en lang stang hvis drevet ikke skal placeres direkte under sporskiftet.

Når alle spor er lagt kan bruneringen af skinnerne begynde. Her vil jeg i første omgang anbefale dig, at kigge på så mange farvebilleder som muligt af virkelighedens baner. Mange bruger en meget markant rustrød til sporene hvilket ikke er realistisk medmindre det er helt nye spor. Jeg har dog valgt en meget mørk farve, men de danske spor er pga. det fugtige vejr oftest denne farve. Man kan efterfølgende regulere det med tørfarve. Da jeg har brugt en relativ mørk farve kan denne også bruges til svellerne. Hermed forsvinder den plasticagtige overflade. Dette giver endvidere den fordel, at man kan sprøjtelakere både sveller og spor samtidigt og spare rigtigt meget tid. Husk at have rigelig maling og at den for alt i verden skal være mat. Jeg har købt en billig sprøjtepistol til ca. 50 kr. og en dåse luft til formålet. Hele banen blev bruneret på et par timer. Men husk rigelig udluftning og bær gerne en maske. Kan man ikke finde decideret sprøjtemaling kan almindelig Humbrol anvendes sammen med fortynder - ca. 50/50.


Effekten af bruneringen ses tydeligt. Øverst til højre ser du et spor der er lagt efterfølgende og hvor kun skinnerne er bruneret med pensel. Her ses den sorte plastic fra svellerne. Døm selv hvad der ser bedst ud.

Ønsker man ikke at sprøjtemale kan man sagtens male sporene med en lille pensel. Rocos sveller er en anelse mere brune end Pecos, der nærmest er meget mørkebrune. Uanset om man maler eller sprøjtemaler fjernes den stadigt våde maling fra skinneoverfladen med en klud eller køkkenrulle. Ellers kan togene ikke køre. Når det hele er tørt bruges en skinnerenser til at gøre overfladen helt blank og ren. Jeg bruger Rocos artikkel 10002. Skinneoverfladen skinner også i virkeligheden på spor med regelmæssig trafik.

Selvom det er fristende at begynde med ballasten så gør helst en ting færdig af gangen. Sørg for alle spor er bruneret inden du går videre - både for at sikre et godt resultat, men også for at sikre ensartethed og undgå "helligdage".

Se også artiklen: Stopbomme - fordanskning og forbedring


Tilbage til toppen...

Ballast

Når sporene er lagt, sporskiftedrevene er monteret, sporet er bruneret, signaler er opsat, ja så kan du begynde med ballasten. Jeg er dog selv begyndt med ballast inden opsætning af signaler, men det skyldes jeg ikke kan finde nogen i tilfredsstillende kvalitet endnu. De må komme senere. Når man taler om ballast vil jeg igen referere til virkeligheden. Der er nemlig stor forskel på belastningen af de enkelte spor og dermed også forskelle typer ballast. På alle statsbanestrækninger bruges skærver som ballast. Der hvor der sker afvigelser er typisk på godsspor på banegårdene samt enkelte små godsstrækninger. Her bruges oftest bare sand eller grus. Dette er også tilfældet ved remiserne. Nogle steder bruges der dog også skærver til godsspor - mest i nyere tid. Men her er der dog brugt en mindre stenstørrelse end ved hovedstrækningerne og kan vel nærmest karakteriseres som grus. Vær opmærksom på stenstørrelsen på den ballast du køber - den må ikke være for kraftig. En anden vigtig beslutning er farven. Her kommer det an på om det skal være ballast der er lagt i flere år eller om det er relativt nylagt ballast. Endvidere er det også et spørgsmål om trafikken. Ved nyere ballast eller på strækninger med let trafik kan du evt. bruge en lysegrå farve og bruge tørfarve ved sporene. Dette giver en flot effekt. Personligt kan jeg bedst lide det slidte og gamle udseende så min ballast skal være brun. Jeg har til strækningen blandet to farver for at give lidt spil.


Blandingen jeg har brugt til strækningen består af Noch 95611 (Mørkebrun), samt 95621 (Brun). De kan også bruges hver for sig. Jeg har tænkt mig at bruge den mørkebrune rent på stationsarealerne der typisk er mere beskidte.

Ballasten strøs forsigtigt ud, brug evt. en større beholder til at lave din blanding. Brug evt. en gammel filmdåse eller lignende til at strø ballasten ud. Tag lidt af gangen da det er besværligt at fordele hvis der kommer for meget på. På hovedstrækningerne skal ballasten fordeles pænt. Der må ikke være ballast på svellerne og den må kun gå til skinneunderkanten. Brug evt. en lille pensel til at fordele med. Læg ikke mere end ca. en meter af gangen, da det ellers kan være svært at overskue ligesom risikoen for at komme til at ødelægge det er større. Inden ballasten kan limes skal den fugtes med en blanding af vand og et par dråber opvaskemiddel. Opvaskemidlet indeholder afspændingsmiddel der får limen til at fordele sig hurtigt. Brug herefter en vandforstøver, som evt. kan være en tom vinduesspray eller lignende. Den må ikke sprøjte for kraftigt da ballasten eller vil flytte på sig. Er den for kraftig kan du bruge en længere afstand. Når ballasten er blevet fugtet skal der limes. Her bruger jeg en blanding bestående af lige dele vand og hvid trælim tilsat et par dråber opvaskemiddel. Det blandes evt. i en skål. Herefter bruger jeg en stor engangssprøjte jeg har købt på apoteket til at suge limen op. Herefter kan du meget præcis lime ballasten uden det hele flyder over og du undgår at ballasten flytter sig. Sker det alligevel er det vigtigt du går det hele igennem inden det tørrer. Fjern ballast på skinnerne og på svellerne. Således undgår du afsporinger eller mislyde ved kørsel. Tør også skinneoverfladen af med en tør klud. Så er det nemmere at rense overfalden med skinnerenseren når det hele er tørret. Ballasten skal tørre natten over da det selv efter et par timer virker løst. Dagen efter kan du kontrollere om ballasten har fået lim nok. Er der løse områder skal det have mere lim. Alternativet er det hele ender i støvsugeren eller i lokomotivet.


Ved at bruge 4 mm underlag til sporene giver det ballasten den nødvendige højde. Faktisk er det med forbillede i Rocos bløde skinneunderlag, som man desværre er gået bort fra.

På godssporene skal der bruges en finere ballast. Mange steder bruges der blot sand og det kan man ikke umiddelbart købe sig til i modeltogsforretningerne. Jeg har været i Silvan og fundet noget der hedder Danfugesand. Sandet udmærker sig ved at være meget fint og har en meget lys og netrual farve. Brug en almindelig finmasket køkkensi, da det skal være så fint som muligt. Herefter har jeg tonet sandet en anelse mørkere med sort pulverfarve, da det ellers bliver for ferskt at se på.


Et nærbillede af sandposen fra Danfugesand og et nærbillede af selve sandet.

Sandet fordeles på samme måde som beskrevet med stenballasten. I forhold til skærverne på hovedsporene var der gerne lidt for meget sand på godssporene. På privatbanerne kunne man ofte ikke engang se svellerne. Prøv dog at se på fotos af forbilledet og laver du ikke en station, som findes i virkeligheden kan man søge noget der ligner størrelsesmæssigt.


I forhold til billedet af sandposen kan man se effekten af toningen af sandet. Man kan efterfølgende supplere med lidt grønt ukrudt og græs, men husk man før i tiden brugte meget sprøjtegift, så det er mest i nyere tid tingene får lov at vokse vildt.

Til sporterrænet hører en masse detaljer. Eksempler er kabelkasser til sporskiftedrev, selve sporskifte motorerne osv. Ved sporskifter der skal forestille at være manuelle - typisk sidespor og godsspor bruges håndbetjening - eller også kaldet oste. Disse fås f.eks. fra Epokemodeller, som også er leveringsdygtig i sporskiftelanterne (attrapper). Selvom disse detaljer er uden funktion giver det lige den finish der får det til at se ægte ud. Pecos sporskifter har ikke to lange sveller ved skiftemekanismen så jeg har forlænget disse med plasticcard, der er malet i svellens farve. På disse monteres oste og skal således ligne manuelle sporskifter.


Svellerne ved skiftemekanikken er forlænget med plasticcard til efterfølgende montering af attrapmotor eller håndbetjening (ost). De er lavet i samme bredde som Pecos sporskifter, men burde reelt set være i samme bredde som en almindelig svelle.


Her er et sporskifte forsynet med en "ost" fra epokemodeller. Den kan dog males gul hvis man kører i en nyere epoke. Sporskiftet er patineret med sort pulverfarve ved drevet for at efterligne olie.


Billede af manuelt sporskifte til håndbetjening, Vejen station 2008.


Sandet og den lave skinnekode giver en god effekt.

Efterhånden som arbejdet med anlægget skrider frem vil jeg fortælle om flere detaljer til banen så hold øje med artiklen en gang i mellem. Når du skal opbygge et anlæg må jeg endnu engang anbefale man sætter sig ind i hvordan virkelighedens baner er opbygget. Jeg mener der er en bog der hedder DSB bane og anlæg, hvor man kan se hvordan banen og anlægget omkring det er opbygget. Derudover vil jeg anbefale at få så meget inspiration som muligt fra bøger og blade. Her har jeg selv fundet mest inspiration i de tyske magasiner, og det er umiddelbart med inspiration fra disse jeg vil opbygge anlægget. Det tyske magasin Miba har udgivet hæfter om anlægsbygning, valg af spor, landskaber osv. Derudover har de også lavet adskillige DVD'er og videoer. Selvfølgelig får man ikke så meget ud af at lære at lave bjerge når man har dansk forbillede, men teknikker til anlægsbygning, og landskabsbygning kan man sagtens bruge.

God fornøjelse.


Tilbage til toppen...

©Copyright 2008 Bo Skotvig